Moderne kvarter med historier på hjerte

I dag er Amerika Plads et eftertragtet moderne Østerbro-kvarter, der samtidig kan fortælle en historie, som strækker sig over mere end 100 år. Dette bidrager med en ganske særlig atmosfære, man ikke oplever i traditionelle nybebyggelser.

I slutningen af 1800-tallet blev det nødvendigt med en stor udvidelse af Københavns Havn, og i den forbindelse blev kystlinjen mellem Langelinie og Amerikakaj anlagt som hovedstadens nye frihavn. Det blev centrum for den internationale skibsfart, og hver dag ankom der tonsvis af gods fra hele verden.

Og det var ikke kun gods, som blev fragtet. Fra Amerikakaj afgik nemlig også de store oceandampere til New York, der bl.a. bragte tusinder af danske udvandrere over Atlanten for at prøve lykken i Amerika. Amerika Plads er således opkaldt efter den rute, der stort set var datidens eneste vej til USA.

Anlæggelsen af frihavnen var lidt af et prestigeprojekt, hvilket kom til udtryk i områdets byggerier, der blev tegnet af nogle af datidens bedste arkitekter. Det vidner om stor æstetik og god kvalitet, og mange af de bevaringsværdige bygninger er nu renoveret og står som historiske vidnesbyrd i kvarteret.

En af de mest bemærkelsesværdige bygninger er Frihavnsstationen fra 1895, der blev opført for at betjene de færgerejsende mellem København og Malmø. Arkitekten var Heinrich Wenck, som også stod bag Østerport Station og Hovedbanegården. Stationen har derfor stor arkitekturhistorisk værdi, og i dag fungerer den som et smukt, naturligt midtpunkt på Amerika Plads.

Komplet bymiljø med atmosfære, liv og dynamik

Næsten fra starten har Amerika Plads været et eftertragtet kvarter på det nye maritime Østerbro. En af grundene til populariteten er placeringen i bydelens ”fine ende”, hvor man er tæt på Københavns bymidte.

Kvarteret er nu ved at være komplet, og byudviklernes oprindelige visioner er allerede blevet en realitet. Det var nemlig målet at skabe et aktivt bymiljø med en blanding af arbejdspladser og boliger, der sørger for liv det meste af døgnet. Samtidig var det essentielt at bevare de historiske værdier, som giver området en identitet, der er helt unik.

Planerne er lykkedes til fulde. På Amerika Plads er der i dag et liv, der kan sammenlignes med miljøet på Islands Brygge, hvor symbiosen af nyt og gammelt – arbejdspladser og boliger – skaber en dynamisk atmosfære, der fremmer livet på gader og torve.

Områdets gamle bevarede bygninger fortjener værdige naboer, og derfor har der været store krav til nybyggerierne på Amerika Plads. Både hvad angår kvalitet og æstetik. Flere af de nye bygninger har da også vundet prestigefyldte arkitekturpriser.

På gadeniveau fremstår Amerika Plads i dag næsten som en hyggelig landsby komplet med supermarked, småbutikker, cafeer, restauranter og takeaways. Så hvis man skal købe ind eller have lidt at spise, så skal man ikke længere end lige udenfor hoveddøren.

Eftertragtet Østerbro-liv tæt på Kastellet, Langelinie og Indre By

Amerika Plads ligger midt imellem Øresund og det gamle oprindelige Østerbro, der altid har været forbundet med en vis prestige. Men Østerbro er også et slaraffenland, når det gælder shopping, kultur og gastronomi. Østerbro består således af et stort net af livlige handelsstrøg og hyggelige gader, der starter på den anden side af Kalkbrænderihavnsgade og Østbanegade – lige over for Amerika Plads.

Men Østerbro er især kendt for de mange rekreative områder, og de bedste ligger kun 10 minutters gang fra Amerika Plads. F.eks. Kastellet med de grønne arealer og smukke voldgrave samt Langelinieparken med et storslået stisystem, der fører langs vandet hen til Amerika Plads.

Amerika Plads er et intimt bymiljø i sig selv, og er samtidig en integreret del af København. Fra Amerika Plads kan man faktisk spadsere til Kongens Nytorv via Bredgade eller Store Kongensgade. Men vil man tage offentlig transport, ”betjenes” Amerika Plads af både Østerport og Nordhavn Station. Begge stationer står i øvrigt overfor en udvidelse med metrostop.

© Copyright - Amerika Have